Om mig.
Mit navn er Caroline Faisst, og jeg er autoriseret psykolog fra Københavns Universitet (cand.psych.aut). Jeg har altid været nysgerrig på, hvad der driver mennesker – hvorfor vi tænker, føler og handler, som vi gør, og hvordan vores omgivelser påvirker os. For mig er det svært at forstå mennesket uden også at forstå den sammenhæng, det indgår i.
Som psykolog og terapeut hjælper jeg mennesker med at navigere i livets udfordringer, forstå de mønstre, de måske ubevidst sidder fast i, og finde nye måder at håndtere det, der er svært. Gennem mit arbejde får jeg et indblik i de tanker, følelser og usikkerheder, som andre sjældent får lov at se – også hos mennesker, der udadtil ser ud til at have helt styr på det hele.
Netop dét har været en stor del af min interesse for insecure overachievers: mennesker, der præsterer på et højt niveau, men som bag resultaterne kæmper med en vedvarende følelse af ikke at være gode nok. Jeg har forsket i og arbejdet i praksis med, hvad der driver dem, hvordan deres mønstre udvikles, samt hvilke konsekvenser det kan have for både deres arbejdsliv og trivsel. I øjeblikket arbejder jeg på at videreudvikle min forskning til en videnskabelig artikel i samarbejde med KU.
Min baggrund inden for HR og organisationsudvikling har samtidig givet mig erfaring med den anden side af arbejdslivet: organisationerne. Jeg har blandt andet arbejdet med medarbejderudvikling, læringsinitiativer, onboarding, engagement og organisationskultur i internationale virksomheder.
Det er især i mødet mellem de to perspektiver, at jeg finder mit arbejde interessant. For når vi forstår både de psykologiske mekanismer hos den enkelte og de organisatoriske rammer, der påvirker dem, får vi et langt stærkere udgangspunkt for at skabe udvikling, der giver mening for både mennesker og virksomheder.
Og på det mere personlige plan: Jeg er født og opvokset i Danmark, med undtagelse af nogle barndomsår i USA. Derfor taler jeg både dansk og engelsk flydende og tilbyder naturligvis alle mine ydelser på begge sprog.